Historien om ensomhed

Historien om ensomhed

Den sidste uges tid har jeg stort set ikke set nogen mennesker. Det var ret tiltrængt efter mange uger med fuld drøn på programmet. Jeg har brugt dagene på at rumme min sommerforkølelse og passe en venindes katte. Nu har vi nået weekenden og jeg kaster et blik på næste uges kalender, den er også ret tom…

Jeg mærker en begyndende uro, angst, panik. Ensomhed, alene følelse, følelsen af at være uelsket, ikke at høre til sniger sig ind. Trisser lidt ubeslutsomt rundt i lejligheden, tænker at jeg må få lagt nogle planer, så jeg ikke kommer til at være alt for meget alene… Men der sker ikke så meget, der er ikke rigtig noget drive på at agere.

Sidder lidt med det, prøver at mærke hvad det er der sker, hvad det er jeg ikke ser. Som det altid er, når vi tør være med det der er, uden fortolkning, uden fordømmelse, så dukker sandheden stille op til overfladen.

Jeg er selvfølgelig i gang med i gang med en af mine historier, en der ikke er sand, en der ikke vibrerer sandhed i mit indre. For i dybere kontakt ser jeg, at jeg i min inderste essens ikke er det mindste bange for at være alene, for når jeg har kontakt med mig selv, så har jeg kontakt til helet, altet, universet. Så er jeg sammen med alt og alting, altid.

Min historie om sociale ageren er dannet i en barndom, med mobning, reel ensomhed og manglende evne til at passe ind. Jeg stak altid ud og havde svært ved at agere i sociale sammenhænge. Følelsen af usikkerhed og af ikke at passe ind, har jeg så hele livet prøvet at dulme, ved at sikre mig en fuld kalender, at der altid var planer. Det gav mig en fornemmelse af at høre til, af at være rigtig. På overfladen i al fald, for dybere nede, var stadig alene, for når ikke man elsker og rummer sig selv, så er man ensom, uanset hvor rigt ens sociale liv er, hvor stort ens netværk er.

Nu ser jeg til min glæde, at jeg er kommet hjem. Dertil hvor jeg kan være mig, autentisk, i alle (de fleste) sammenhænge. Jeg stikker ofte ud fra massen og jeg nyder det. Jeg er et legebarn, der elsker liv, energi og samspil. Jeg er ekstrovert, jeg elsker at være social, møde nye mennesker, udforske livet, være nysgerrig, dyb, og direkte. Jeg glæder mig til alt, der indeholder liv, samspil, samhørighed, men jeg behøver ikke jagte det, det er der, altid, i præcis den mængde, som det skal være.

Jo mere jeg kommer hjem, rummer mig, fuldstændigt, jo mere træder min dybe essens, min sandhed, frem. Jeg kan mærke min sandhed boble igennem og sætte spørgsmålstegn ved mine egne, tillærte overbevisninger, mine historier, om hvem jeg er. Historien om at jeg er ensom og ikke passer ind, at jeg skal gøre mig umage for at høre til er ikke sand. Det har den aldrig været, men jeg har troet på den – indtil nu. Nu vil jeg skrive den om, til en historie der tjener mig bedre, en historie om kærlighed og samhørighed, om liv, glade og essens. Jeg er artist i mit eget liv, jeg skriver min egen historie, jeg bestemmer fuldkomment, hvem og hvad jeg er.

Historien om ensomhed