Starter nederst på side 210

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet foreslået at begynde at skrive og det sidste år har jeg skrevet meget, men mest til mig selv. Jeg har mange gange tænkt på at offentliggøre mine skriblerier, men det har virket uoverskueligt, så det er blevet ved tanken.

”Problemet” med at begynde at blogge midt i en kæmpe livsproces er, at der jo er ingen der kender begyndelsen på historien. Jeg tænker at begynde at blogge om mit liv nu, må være lidt som at starte en roman nederst på side 210 og forvente at den bliver en bestseller!

Og så er der en masse retningslinjer for hvordan man skriver en blog, formål, målgruppe, design , hashtags… alt sammen noget jeg ikke har den fjerneste interesse i at beskæftige mig med på nuværende tidspunkt.

Men, jeg har lyst til at dele mine skriblerier, mine overvejelser, mine erkendelser, min rejse, så det har jeg besluttet at begynde på og jeg starter lige her, nederst på side 210 , for det er her jeg lever lige nu. De første 209 ½ side må så komme efterhånden – eller også må de for altid stå som et mysterium for dem der måtte være interesseret i at følge mig.

Vi skriver i dag den 12. maj 2017. Det er store bededag, klokken er lidt i 10 og solen skinner fra en skyfri himmel. Om 4 dage er jeg officielt arbejdsløs – igen – denne gang havner jeg på sygedagpenge, indtil jeg får styr på mit system. Jeg ved ikke hvor længe det kommer til at tage og jeg har ingen anelse om hvad jeg skal når jeg bliver klar til arbejdsmarkedet igen.

Det ér en rimelig skræmmende situation jeg står i. Men intet kommer af intet. De sidste par år har været hårde, startende med min fars pludselige død i efteråret 2015. For et år siden punkterede mit ægteskab og siden der er alt hvad jeg kendte og troede på blevet vendt på hovedet, det meste mere end én gang. Sådan en omgang må have en pris og den betaler jeg nu.

Men jeg er hverken bange eller bekymret. De seneste måneder har lært mig at livet udfolder sig på sin helt egen vis og jo mere jeg kæmper imod det, jo mere modstand jeg har på det, jo mere ondt gør det. Så jeg har endelig lært at overgive mig til livet i al sin ukontrollerede skønhed og grusomhed. Jeg forsøger at slippe kontrollen ved lade være med at forsøge at regne fremtiden ud (Den former sig alligevel aldrig som man havde tænkt) og undgå at banke mig selv i hovedet fortiden. Det efterlader nutiden, som er det eneste vi reelt lever i, men som de fleste hele tiden løber fra, glemmer, fordi vi har så travlt med at forsøge at kontrollere en fremtid, som vi ikke har nogen ide om hvordan bliver – men som med garanti ikke bliver, som vi havde tænkt den.

Det giver ro, stilhed, selvkærlighed og glæde at stoppe op og lytte til stemmerne indeni – frygten, lysten, tvivlen, modet, glæden, sorgen – ved at give dem alle plads og kærlighed, giver du dig selv plads og kærlighed og du giver livet plads til at udfolde sig. Men det kræver mod og det kræver tålmodighed, med dig selv og med tiden. For det tager tid for livet at få plads når man, som jeg, i 40 år har klemt det.

Dét pt min største udfordring, ikke at miste tålmodigheden og begynde at jagte livet igen.